Colours of Aero

Retur Lærer Webers jubilæum i 1860.

Johan Jørgensen Weber var lærer ved Rise skole på Ærø fra 1812 til 1862. Artikel i Ærø Avis skrevet af redaktør Henrik Andersen i 1860.   Oktober 1860, mandag den 22. fejredes i Rise en sjælden fest, sjælden både ved dens anledning og den smukke måde, hvorpå den holdtes. Det var, hvad vel de fleste lærere vide, thi over hele Øen er Jubilarens navn kendt og agtet, Hr. Skolelærer og Dannebrogsmand J. J. Webers 50 års jubilæum som lærer. Rise kunne, som landsby, ikke bære det ydre højtidelige præg som en købstad ved slige lejligheder kan have, et flag i præstens gård og et på skolelærer Hansens kvist, var det meste af den art, der kunne underrette den fremmede om, at det var en højtidsdag i Rise. Men var byens ydre ikke festligt, desto festligere var den stemning, som herskede blandt indbyggerne, en stemning der måtte endnu forøges ved det dejlige vejr, som i så høj en grad begunstigede festen. Den egentlige fest tog sin begyndelse om eftermiddagen. Kl. mellem 2. og 3. indfandt landfogden og provsten, sognepræsten, lærerne fra sognet og flere lærere fra andre sogne, samt en del af jubilarens venner og bekendte sig, for at bringe den gamle deres lykønskning i hans hus, herfra ledsagede de ham og hans hustru til kirken, hvor den største del af meningheden var forsamlet. Højtideligheden begyndte med afsyngelsen af en af salmerne i den nye convents salmebog hvorefter Hs. højærværdighed Hr. provst Christensen trådte frem foran alteret og holdt en smuk og passende tale. Han valgte navnlig to ord af bibelen til udgangspunkt for sine ord: "Grå hår er en dejlig krone, når den findes på retfærdighedens vej." Han talte om, hvor ofte de gamle og de unge ej ret kunne enes, hvorledes de gamle forkastede alt nyt, og de unge de gamles erfaring, han fremhævede det urigtige heri og mindede om at jubeloldingen netop ikke havde forkastet det nye, fordi det ej var som i hans ungdom, at han altid havde stræbt efter at følge med tiden og dens fordringer. Han mindede om jubeloldingens fortjenester og hvorledes de vare blevne anerkendte af regering og foresatte, og nu i dag anderkendtes ved en skrivelse fra ministeriet for kirke og undervisningsvæsenet, samt fra bispen over Als og Ærø, hvilke to skrivelser overraktes jubilaren med nogle passende ord, den første af Hr. landfoged Cartens, den anden af Hs. Højærværdighed Provsten. Taleren mindede fremdeles om at det smukke familieliv jubilaren havde ført og den glæde han havde haft af sine børn og nedbad til slut himlens velsignelse over jubeloldingen og hans hustru, med den bøn, at det måtte forundes dem, endnu i mange år, at leve lykkeligt tilsammen. Derpå afsang sognets lærere med skolebørnene en i dagens anledning affattet sang, og dermed afsluttedes festen i kirken. Kl. 7 var der i Hr. Clausens smukt dekorerede lokale i Dunkær (Note af IC - Salen til Dunkær kro - som desværre ikke eksisterer mere) samlet en talrig forsamling der foruden skoledirektionen og nogle lærere fra andre sogne, bestod af Rise sogns beboere. Midt på væggen i den rummelige sal, var anbragt et af Hr. bogbinder Creutz forfærdiget transparent (Note af IC: Bogbinder Thomas Clausen Creuts havde sin forretning i Ærøskøbing. Han og senere sønnen var kendt som både bogbindere og fotografer i Ærøskøbing) og under det var anbragt 2 smukke udpolstrede lænestole der var en foræring fra sognets beboere til jubeloldingen og hans kone. (Disse stole var forfærdiget af Hr. sadelmager Monberg i Ærøskøbing og bar vidne om at man nu ikke behøver at ty til hovedstaden, når man i en højtidelig anledning vil have noget rigtigt smukt udført). Man satte sig nu til bords og efter at landfogden på en smuk måde havde udbragt Hs. majestæt Kongens skål og provsten jubilarens, tog denne selv ordet og takkede i et længere, smukt foredrag først gud, for al hans godhed mod ham, dernæst alle de som havde bidraget til at gøre denne fest så glædelig og hædrende for ham. Hans med bevæget stemme udtalte ord gjorde et dybt indtryk på forsamlingen. Efter at jubilaren havde udbragt skåler for landfogden, provsten og sognepræsten, afløste den ene skål den anden, og forskellige taler af alvorligt og humoristisk indhold holdtes af landfogden, provsten, pastor Rasmussen, proprietær Klestrup, lærer Gottschau, lærer Hansen og sandemand Peder Rasmussen. Mod slutningen af måltidet overrakte proprietær Klestrup jubilaren en smuk merskumspibe, der ligesom lænestolene var en foræring fra sognets beboere og hvortil provst Christensen knyttede nogle humoristiske bemærkninger. Slutningen af måltidet ledsagedes smukt af hornmusik af musikeren i Rise og hele forsamlingen stemmede i med når der spilledes nationalmelodier og navnlig blev "Den tapre landsoldat" sunget med stor begejstring. (Note af IC: Krigen 1848-1851 var ikke glemt). Efter at bordene var bortflyttede spilledes der danse og jubeloldingen med sin alderstegne hustru begyndte selv dansen, der fortsattes til sent på natten. Kl. 12 tog jubilaren med kone hjem og dermed var jo den egentlige fest endt, en fest der vil bevares i deres erindring som deltog i den, thi det tør dristigt påstås, at der sjældent er set en sådan hjertelighed og gemytlighed, en sådan enighed og samstemmen, som den der hvilede over denne smukke fest.   Endnu må tilføges, at mod festens slutning indsamledes på Hr. lærer Hansens opfordring en klækkelig sum til den værdige og trængende madame Creutz, der er jubelenke på det kald, hvortil Hr. Weber kaldedes efter hendes mands død (Note af IC: Ane Marie Clausen var enke efter Asmus Diderich Creutz, organist og lærer i Dunkær, Ærø). Beklageligt kun, at den, med så stor redebonhed imødekomne opfordring, ikke fandt sted tidligere på festen, da alle vare samlede, thi da vilde sikkert en endnu klækkeligere sum være indkommet.   Enken Ane Marie Creutz f. Clausen takker senere således: "Enhver der ved Hr. Webers embeds-jubilæum også har betænkt mig med et tegn på velvilje, yder jeg hermed min hjerteligste tak og især Hr. skolelærer Hansen, som den første, der kom mig gamle 85 årige enke ihu". Ærøskøbing 25. oktober 1860 Ane Marie Creutz.   Retur: Copyright: Ærø Genealogy.