|
|
Copyright: Ærø Genealogy
Gammelt billede af
Olde Mølle.
Priors hus i Ærøskøbing..
Skæbnens spil:
Som slægtsforsker er man af og til så heldig, at finde slægtninge om hvem der findes detaljerede beskrivelser, som oftest i form af overleveringer fra ældre familiemedlemmer.
Mit interesseområde udi slægtsforskningen er Ærø, som med sit specielle tilhørsforhold til Hertugdømmerne Slesvig og Holsten, unægtelig gør én historisk interesseret. Jeg kan anbefale et besøg på en anden af fortællingerne med titlen "250 år" for de som ønsker, at stifte bekendtskab med lidt af Ærøs meget spændende historie.
Jeg er så heldig, at være barnebarn af en ihærdig slægtsforsker, hvis interesse og arkiv jeg har arvet, og nedenstående er en erindring om min tip-tip-oldemors uægte datter, som fortalt af en nu for længst afdød slægtning.
Min tip-tip-oldemor, Marie Elisabeth Larsdatter født 1793 i Søby på Ærø, død 1.04.1868, tjente i mange år på Als. Her var hun hemmelig forlovet med en forvalter på Gammelgård, der dog trak sig ud af forbindelsen, da hun fortalte ham at hun ventede et barn.
Marie Elisabeth rejste da hjem til Ærø og her var det hendes morfar Mads Clausen der måtte tage affære, da hendes forældre var svagelige. De led begge af tæring (tuberkulose) og døde begge ca. 59 år gamle.
Barnets far var en Holstener fra godset Debenau i Pretz. Han hed Heinrich Friederich Jürgensen, og blev efter morfaderen Mads Clausens udsagn udlagt som barnefar.
Barnet fik navnet Marie Elisabeth Hendrichsdatter født 18.04.1825 død 1902.
Marie kom i pleje hos en Niels Andersen i Vrangeagre, ikke langt fra Søby. Han var vist en fjern slægtning, og Maries mor og hendes mand Jens Lauritsen (min tip-tip-oldefar) overtog senere hans ejendom. Herfra blev Marie Elisabeth i 1839 konfirmeret med karakteren "god" for opførsel og kundskab. Senere tog hun tjeneste på Als, hvor hun blev forlovet med en snedker, en dygtig og ordentlig fyr, som hendes stedfar Jens Lauritsen satte stor pris på. Han lavede en alenstok til hende, en såkaldt Hamborgeralen. Denne mere end 150 år gamle alenstok er nu i min besiddelse. Hvilken flid har den gode snedker ikke gjort sig, for at få den så pæn som mulig, og hvilke glade forventninger har han ikke haft om en lys og lykkelig fremtid med Marie Elisabeth ved sin side.
Men skæbnen ville det anderledes. Marie Elisabeth var kommet til at tjene på Mommark Færgegård, og da krigen brød ud i 1848, kom der en stadig strøm af soldater der. Nogle lå der også i fast indkvartering, og en af dem, en Jyde fra Hobro egnen gjorde så stort et indtryk på hende, at hun lod forlovelsen med snedkeren gå over styr.
Da krigen var forbi i 1850 rejste soldaten hjem til Nordjylland, og hun ventede at høre fra ham igen, men han forblev tavs. Hun sagde da sin plads op og rejste hjem til Ærø, hvor hun overfor stedfaderen tilstod, at hendes forhold til Jyden havde fået følger. Stedfaderen der sikkert efter gammel rettroenhed holdt strengt på sin ret og pligt, har nok støttet hende i hendes bestræbelser for at få forbindelse med sin svigefulde ven.
Nu må man betænke, at der på den tid hverken var damper eller jernbane (Dampskibsforbindelsen Søby - Fåborg begyndte ikke sin sejlads før så sent som 1904), og postvæsenet var meget primitivt, særlig da på en så afsides egn som Ærø. Hun besluttede sig derfor til at opsøge ham, så hun må have været vidende om hans, eller hans pårørendes bopæl. Først fik hun en eller anden skibslejlighed fra Søby til Fåborg, og så gik hun den 10 mil (70 Km.) lange vej til Middelfart. Sikkert har hun haft en del mad med sig hjemmefra, men noget har hun dog nok måttet købe sig på turen. Fra Middelfart og over til Snoghøj er hun kommet med en af de gamle primitive færgebåde. Derfra atter ud på de lange strækninger mil efter mil op gennem Jylland. Hvad har hun ikke haft tid til at tænke på, mens hun vandrede ad de lange trælse veje? Hvilket tungt sind og bange bekymringer har hun ikke haft, for det tilstundende møde med sin svigefulde ven.
Da hun efter flere dages vandring var nået til et par mil fra sit bestemmelsessted, mødte hun en bonde der kørte i samme retning som hun gik, og hun kom op at køre med ham. Han kunne både høre og se på hende, at hun var nedstemt, og ved hans forsigtige spørgen, lukkede pigen sig op og fortalte sin historie. Bonden blev meget overrasket, da det viste sig at pigens "kæreste" netop tjente på hans gård. Han lod hende følge med sig hjem og tog sig af hende. Det fortælles, at han tvang (eller bevægede) karlen til at gifte sig med hende.
De fik en fattig hedelod og her blev så deres virkefelt. Hun blev moder til 8 børn. Foruden pasningen af disse, måtte hun også passe ejendommen, mens manden gik på dagleje. Hans navn var Hans Eriksen fra Fjeldsø ved Hobro.
Samlivet med en mand der kun nødtvungent havde ægtet hende, har nok ikke været så let. Havde hun fejlet, så havde hun også sonet - eller rettere sagt - måttet bøde for sit fejltrin. Da børnene alle var konfirmeret døde hendes mand. Nogen tid derefter friede en enkemand til hende og hun sagde ja. Denne mand havde 4 børn. Hendes børn syntes ikke om denne forbindelse, og en søn Laurits Hansen rejste til Ærø og bevægede sin morbror Laurits Jensen i Lille Rise, til at skrive til hende, for at få hende til, at se det som en ufornuftig handling. Dette forsøg forblev dog resultatløst og Marie Elisabeth blev gift for anden gang. Mange år senere skrev hun til sin halvbroder, føromtalte Laurits Jensen, at hun aldrig havde haft det så godt som i sit sidste ægteskab.
Hun døde i 1902.
Historien viser at skæbnens veje er uforudsigelige, og at tilfældet kan have stor betydning for slægtens fremtid.
Såfremt nogen skulle genkende historien eller personerne i den, er de velkomne til at kontakte mig.