|
|
|
Ærøs fane - The colours of Ærø |
|
|
|
|
|
|
Et bondebryllup på Ærø: Dette er en beskrivelse af hvordan man fejrede et bryllup i 1800 tallet på Ærø. Brylluppet fandt sted og blev fejret i Bregninge præstegård den 27. september 1829. Brudgommen var Christen Jensen født 1797, søn af Jens Jensen og hustru Ellen Hansdatter fra Vesteraas i Voderup, Matr. 1. Hans brud var Johanne Pedersdatter, datter af P. H. Holgersen fra Skelhaven. Hanne (Johanne) tjente i præstegården, hvor hun i fast årlig løn havde 10 daler Courant. Desuden fik hun årlig et får med grøde og et sip uheglet hør. Fårets uld samt hør og blår spandt hun i sin fritid og lavede sit tøj og strikkegarn. Lammene blev solgt når præsten begyndte at brokke sig over at de gik for langt fra den tøjrede moder og godtede sig i sæden. Endelig var Hannes stilling i præstegården en stuepiges og vævepiges. Som stuepige turde det nok hænde sig, at der om sommeren, når der var fremmede som indkvarterede sig i den gæstfrie præstegård, eller når Bispen med familie hvert tredje år gæstede Ærø, kunne falde en blank daler af i drikkepenge. Dette i forbindelse med de øvrige emolumenter gjorde at der måtte passes på en sådan tjenenste, og den pige som der kunne passe en sådan plads, stod højt i ære blandt hendes jævnbyrdige af begge køn. Foruden at Hanne ved flid og dygtighed havde samlet sig en god kistefuld af lærred og dynevår, ymtedes der også om at hun havde lagt penge op og udlånt dem til en broder. Landsbyens karle tyktes godt om denne nette, fintbyggede pige, og når hun om søndagen i sit pæne hjemmegjorte folderige skørt, stribede liv og hvide lærredsærmer mødte til dans, den gang som oftest i hvidskurede træsko med messingkrammer om - sko brugtes kun ved højtidelige lejligheder - så var hun aldrig af gulvet og hun trådte sin molevit og sin skotsk i dette umagelige fodtøj, virkelig med en vis ynde. "Hvis du bliver bondekone, skal dit bryllup stå i præstegården og det skal du have frit, fordi du har tjent mig tro," havde præsten sagt engang. "Ja", svarede Hanne, "men bliver det så et rigtigt bryllup? "Det forstår sig", svarede præsten, og dermed var den sag afgjort. Jeg må hermed nærmere forklare hvad præstegårdspigen mente, da hun så stærkt betonede "et rigtigt bryllup", og kortelig give en skildring af bryllupsskikkene på Ærø, som de var dengang. Når der er udlyst fra prædikestolen for et par folk, hvem omstændighederne eller egen fri vilje, har bestemt at leve med hinanden i ægteskab, bliver bedemanden udsendt i sognet for at bede alle og enhver at møde før kirketid i brudehuset til brændevin. Der drikkes en gang eller to som lejligheden tillader det, så følge brudeparret i kirke og ofre en søsling eller to til de unge folks ære og præst og degn til gavn. Enhver som på nogen måde kan komme i kirke på den dag, indfinder sig i brudehuset før kirketid. I den yderste stue står brudgommen i et hjørne uafladelig i aktivitet med at modtage de tilbudte håndtryk og lykønskninger. I den inderste stue står den pyntede brud, rækkende hånden til gratulanterne og med et: "Værs'god at sidde hen", bænker man sig om de i alle stuer med kød, ost, brød, øl og brændevin velbesatte borde. Når deraf er nydt efter behag giver man plads for andre offergæster, og dermed er indbydelsen efterkommet. Til gildet efter kirketid, hvor sådant holdes, sker indbydelsen ved, at bruden i dæmpet tone siger: "Værs'god at se inden for, når vi kommer fra kirke." Det varede ikke længe før en halvgårdsmand fra nabosognet fik præstegårdspigens ja, og løftet måtte indfries. Det gik som en løbeild gennem tre sogne, at der skulle være rigtigt bryllup i præstegården. Enhver måtte med til brændevin, måske kunne man være heldig at blive bedet til - at komme indenfor - efter kirketid. I ugen før den søndag brylluppet skulle stå, var der travlt i præstegården med de nødvendige forberedelser. Præstekonen, ellers en dygtig husmoder og vel forfaren i at arrangere selskaber og på behagelig måde at sørge for sine gæster, måtte her aldeles vige pladsen for dem der kendte landets skik og vidste, hvorledes "et rigtigt bryllup" skulle holdes. Først måtte bedemanden udnævnes. Der var mange som ønskede den bestilling, thi allevegne faldt der lidt af, og ikke enhver kunne med fornøden værdighed fremsige den lange remse, som vel måtte læres udenad, thi i hvert hus var der skælme nok, som med forstyrrende spørgsmål søgte at bringe den vigtige person ud af koncepterne, og under indbydelsesformularens fremsigelse få ham til at glemme noget og derved få anledning til at spå et eller andet uheld på den vigtige dag. Bedemanden stillede sig i præstegårdens køkken, thi i brudehuset skulle alle og enhver bedes først og fremmest. Bedemanden var en lille tyk mand i en lang vid, brun kofte, ditto benklæder, blå uldhoser og sko med spænder. På hovedet bar han en grøn plydset hue med silkedusk, en bramme af gråt katteskind var dens indvendige prydelse. I hånden havde han en lang stav med en hvid benknap. Denne stillede han foran sig, holdende hænderne over knappen, og i denne stilling fremsagde han - uden slinger - den meget lange formular. Da han var færdig tog han huen af, tørrede sveden af panden og lavede sig til at gå videre. Men - nej bevares - sådan måtte han ikke affærdiges. Et: "Værs'god og sid indenfor", lød det fra en af pigerne, og efter at være blevet beværtet med hvad huset formåede, fremsagdes til afsked atter en kort formular, dermed var begyndelsen gjort, brylluppet bestemt. Der var ikke så få betænkeligheder til stede, da spørgsmålet om musikken og hvem der skulle udføre den, kom på bane. Der var spillemænd nok i sognet, som kunne give musik til almindelig dans, men de var ikke sammenspillede, og desuden måtte ingen spille til bryllupper på landet uden af affinde sig med landets koncessionerede musikkorps, de såkaldte spillemænd i Gråstensmark, og den musik var dog den "villeste". I Købstaden var der en stadsmusikant, som nok kunne spille til baller og kendte de nymodens danse, som de fornemme brugte, men ikke landets gamle dansemusik, og om han blev engageret, måtte man ligeledes affinde sig med Gråstensmusikerne, altså, det eneste rigtige var at tage "Spilledrengene", og til dem blev selvfølgelig bedemanden afsendt, da der også fordredes officiel indbydelse. Man må nu forøvrigt ikke tro, at dette hæderlige musikkorps var sammensat af ungdommelige kræfter som navnet "Spilledrengene" synes at antyde, nej det var ældre mænd, bosiddende og efter datidens forhold velstående jorddyrkere, det sås bedst på deres hårde, barkede næver og den tilgivelige tunghed, der lagdes i buen, når strygeinstrumenterne skulle trakteres. Det var, om man vil kalde det, et priviligeret korps, der havde erlagt på Amtsstuen den afgift, der var bestemt for at blive medlem heraf. Man siger at denne institution skriver sig fra den tid da Ærø var udparcelleret til Gud ved hvor mange Schlesvig - Holsten - Pløn - Gottorp o.s.v. Hertuger, til hvilke der betaltes skat. Musikkorpsets domicil var Gråstensmark, og der tilførtes de fornødne nye musikalske kræfter, eftersom de gamle blev opslidte. Nu må vi altså tilbage til forberedelserne, de nødvendige arbejder i køkken og bryggers. Bare det dog ville blæse lidt op, at rugen kan blive sigtet og sigtebrødene lagt i rette tid. Når nu bare øllet vil deje sig, lød det fra de bekymrede piger. Vejret var så underlig kvalmt i september måned det år. Gid der nu ikke kommer for mange fornemme og danser os af gulvet, var en anden bekymring der lød fra det kvindelige personale. Gårdens karle havde i flere dage travlt med at hvidte væggene på den gamle præstegårds udhuse som vendte mod vejen. Stolperne blev sirligen malet med en rødbrun maling der bestod af en blanding af mælk og kalveblod. Indkørselsporten ligeledes. Af stenbroen blev græstotterne pillet og bortskuffet, hvilket i mange år uforstyrret havde fået lov at gro imellem de toppede sten. Møddingstedet blev pænt opsat i en firkant og klappet til, uagtet det ugen efter skulle flyttet ud på marken til rugsæden. At heste - ko - fåre - og svinestald blev holdt i den muligst præsentable tilstand, er en selvfølge, så travlheden var stor i alle kroge. Karlene som havde tjent i gårde med bruden lagde skumle planer under dette arbejde om, at brudgommen nok skulle blive fri for at få konekysset, men dette hviskedes så sagte, thi ingen måtte vide hvorledes dette skulle lade sig gøre. Et vældigt nederlag blev anrettet blandt gårdens fjerkræ, og en husmand der forstod at slagte spædekalve blev antaget til at tage livet af flere lam, der blev leverede af kvægtiendeydere før Mikkelsdag efter overenskomst i den anledning, thi på hønsekød og lammekød måtte suppen koges den dag, det var landets skik. En lang liste blev udfærdiget til købmanden, hvorpå ris, rosiner, mandler, rom, brændevin samt bønner og sukker var de væsentligste poster. Saltekarrene blev efterset, ned fra hanebjælkerne over køkkenet blev røget skinke og spegepølse hentet, en fjerding sommersmør undersøgt og efter at alt dette var fundet som det skulle være blev der kogt og bagt lørdagen før brylluppet af tilkaldte kyndige koner fra landsbyen. Der blev anbragt improviserede borde i alle stuerne og bænke blev hentet fra skolen eller hvorsomhelst de var at få. Her skulle offergæsterne modtages før kirketid, her skulle der drikkes "Til lykke", når brændevinen i store frimurerglas og øl i trækander af bedemanden som overkelner med flere skaffere bød hver enkelt velkommen. Bryllupsdagens morgen var alt færdigt til at pynte bruden. Brudgommen ville indfinde sig i rette tid, derfor måtte man tidlig op og lægge den sidste hånd på forberedelserne. Brudekronen som kun den brud burde bære, som ikke tidligere havde været gift, eller som ikke tidligere havde været indført i kirkebogen som moder, var i ældre tid at få til leje på Amtsstuen. Den var en meget kostbar med gyldne bævrenåle og glasperler prydet hue, der anbragtes på baghovedet. Forhåret blev redt tilbage til den og blev bundet så stramt at alle ansigtstrækkene fik en opadgående retning. Den øvrige dragt var en sort klædestrøje og ditto skørt, kantet overalt med sorte atlask silkebånd. Halsen og brystet var dækket med flere kulørte i sirlige folder lagte små silketørklæder. Et silkeforklæde endte denne ærbare dragt. Brudepigerne som havde pyntet bruden, bar efter landets skik lignende dragt. Kun var den lille firkantede hue på en meget kunstfærdig måde besat med røde silkebånd, der i en lang sløjfe hang ned over nakken. Ved første ringning var bruden på sin plads omgiven af brudepigerne i et værelse, brudgommen ligeledes i et andet, de burde ikke se hinanden før i kirken. Nu indfandt offergæsterne sig i en forbavsende mændge. I den korte tid fra første ringning blev der nydt masser af de omtalte spise og drikkevarer. Bedemanden forkynder nu med høj røst at gudstjenesten begynder, hvorpå brudgommen med sine forlovere ad en vej, bruden med brudepigerne ad en anden, søge kirken hvor de placere sig midt i samme for at kunne ses af alle. Vielsen er forbi. Noget for noget, nu skal der ofres. Den værdige degn istemmer Kingo's offersalme og først træder brudgommen ud, med præsteofret i højre, degneofret i venstre hånd, han følger langsomt forloverne bag om alteret, læggende hver sit offer til præst og degn. Dernæst på samme måde bruden med følge. Hidtil har der været sømmelig stilhed i kirken, salmesangen har hidtil kunnet komme til sin ret, men da bruden er færdig med offergangen og opretstående, med foldede hænder stiller sig i sin stol, så bliver der et mudder på pulpituret og i stolene, og ud på kirkegulvet myldrer alle de der vil hædre brudeparret ved at ofre til præst og degn. På alteret og degnestolens offerbrædt lagdes den ene søsling efter den anden, sjældent en Skilling (Lybsk), var nogen så rundhåndet var det kun tilsyneladende, thi lagdes der en Skilling til præsten, tages der gerne en søsling af bunken som degnen så fik. Under hele denne lange offergang stod bruden og brudgommen op, og nikkede til enhver forbigående, thi det var jo en ære der bevistes dem. Gudstjenesten er forbi. Brudeparet med følge begiver sig til præstegården. Udenfor ved indgangen stod spilledrengene, stødende fanfarer i nogle gamle ryttertrompeter alt eftersom de indbudte ankom. I storstuen og tilstødende værelser var bordene dækkede og suppen bæres ind i røde fade vel fyldt med ituskåren hønse og lammekød, risengrød med rosiner farvet gul med safran. Der var flade tallerkener for hver, men kniv og ske måtte enhver selv have med i lommen hjemmefra. Stille og tavse sidder nu enhver på sin plads, frem træder atter bedemanden og fremsiger en bordbøn, hvorpå musikerne støder i trompeterne, hvilket er signalet til et voldsomt anfald på de dampende suppefade. En dyb tavshed og stor travlhed hersker i begyndelsen af måltidet, fade tømmes, nye bæres ind. Nu går brændevinsflasken rundt, den løsner tungebåndene og samtalen kommer, om noget dæmpet i gang. Den første appetit er stillet, ske og kniv lægges, piberne tændes, man drøfter et eller andet emne af fælles interesse. Piben puttes i baglommen på koften, ske og kniv er atter i bevægelse. Således går et par timer hen i nydelse af bordets glæder. Når ingen mere rækker til fadene og brændevinsglassene, kun for et syns skyld, sættes til læberne for lige så fulde at rækkes til bedemanden, så er måltidet endt og bedemanden træder atter frem og læser "fra bords", hvorefter endnu et trompetstød forkynder måltidets slutning. Man går nu ud for at se på vejret eller rette benene lidt efter så langt et sæde. Imens er bedemanden stærkt optaget inden døre med sine hjælpere for at rydde spisesalen og lave den om til en dansesal. Til musikken stilles stole på passende sted, der behøves ingen nodestol, man spiller efter gehør. Klarinet og violin er instrumenterne og fra den tomme stue hører man melodien af en gammel velkendt menuet, der virkelig udføres upåklageligt. Ind træder brudeparet og forlovere, hver med en kvindelig nærbeslægtet, for at træde den første dans. Menuet hører til de gratiøse danse og man skulle ikke tro at disse øboere kunne lægge noget, som ligner ynde i deres bevægelser. Alligevel tiltrak udførelsen af denne bryllupsmenuet, der dannedes af 3 par, med brudeparret i midten, alle de tilstedværende "fornemmes" opmærksomhed i høj grad. Menuet afløstes af menuet. Enhver ung eller gammel skulle træde en sådan med bruden, og uagtet stakket dans er snart trådt - thi lang kunne den ikke blive - blev det dog imidlertid mørkt. Med et blev der dog en besynderlig uro blandt de unge karle og piger. Lysene var tændte og dansen skulle rigtig til at begynde, men bruden var borte. I et lille kammer så man hende sidde, omgivet af piger og koner. Pigerne med røde silkebånd i huen, tog brudekronen af hende og en af konerne stod rede med en hue med sorte bånd, konernes huetøj, hvilket hun nok så net satte på den unge kones isse. Brudgommen sad tavs og så på alt dette, men så nær ved at han kendelig var til hinder for konetøjets rette anbringelse, thi han skulle have det første kys, konekysset. Men uden strid skulle det ikke ske, thi med et blev døren revet op og ind stormede de unge karle, alle begærlige efter at rane dette fra den nygifte mand. Man hørte dæmpede skrig og så at konerne temmelig ublidt tog fat for at kaste dem til side der kom så nær til bruden at munden, med tilbøjelig aftørring med bagsiden af hånden kunne spidses til et kys. Lyset slukkes, og endelig blev den stakkels kone af manden slæbt ud af trængselen for i et andet værelse at få rettet lidt på den forstyrrede påklædning. Brudgommen fik nok et kys, men vist er det at han ikke var så sikker i sin sag om dettes ægthed, thi det forekom ham at munden på konen ikke var så tør som den burde være. Dansen begyndte atter. Den unge kone med de sorte bånd blev af brudepigerne ført op i storstuen hvor der spilledes op til en langsom vals. Ingen vovede at nærme sig bruden, thi denne vals skulle hun have med sin mand. Denne dans afløstes med en "skotsk". En bondekarl der nylig var hjemkommen fra tjenesten havde på garnisonsstedet lært en Hamborger eller "Rheinlænder", han blev set på med beundring. De fornemme procedurede sig i en wienervals, men det var tydeligt at hverken musikken eller størstedelen af gæsterne syntes videre godt om den slags dans, hvorimod menuet, kontra sejre og reel med en langsom vals stukket imellem atter satte liv i stedet for den begyndende træghed. Kaffe med kavringer og sød vin med søsterkage, blev ud på natten ombåret og som "en zirat" fik man et glas punch i hvilken sluttelig brudefolkets skål blev drukket til afsked. Denne sidste tog lang tid og krævede mange tilberedelser. Den ene vogn efter den anden rullede ud af gården, de nærmestboende var til fods og forlod sidst brudehuset, hvor brudeparret forblev. Næste morgen så man Hanne uden anden forandring end den sorte hue i stedet for den med de røde bånd, ivrig i færd med som stuepige at gøre rent efter al denne "påstyr". "Men hvor er din mand," spurgte præstekonen. "Åh, han gik hjem i morges for at se til kreaturet, så kommer han igen i eftermiddag, når vi er færdige med at gøre rent," var hendes lakoniske svar. Henimod aften hentede den nygifte sin unge kone med en vogn, hvis sidefjælde bar synlige spor af nylig udkørt gødning. På den blev Hanne's kiste sat op, og nu kunne hun forlade det hus, der i mange år havde været et kært hjem. Afskeden var bitter. Hun kunne ikke blive færdig. Med et trådte hendes mand ind og med et "kom nu dog", tog han hende ved armen og trak hende ud til vognen. Og således endte dette bryllup. Hele foranstående skildring skyldes en gammel mand. Han har her gengivet et interessant folkelivsbillede fra en svunden tid. Publiceret i Folkets Almanak i 1911. Hvis nogen ved hvem forfatteren er, hører jeg gerne nærmere. Copyright by Ærø Genealogy |
